molestiens kunst- og kulturforening
Vedtægter
Rejseringen
§1 – Foreningens navn og administration.
Foreningens navn er Rejseringen. Den er en fraktion under Molestiens Kunst- og Kulturforening og administreres af dennes bestyrelse sammen med et på Kunstforeningens generalforsamling valgt kontroludvalg på 3 medlemmer (kontroludvalget vælges hvert år).
§2 – Foreningens formål.
Rejseringens formål er at give medlemmerne støtte til ferierejser.
§3 – Medlemskab.
Stk. 1. Som medlemmer kan kun optages medlemmer af Molestiens Kunst- og Kulturforening.
Stk. 2. Udmeldelse kan kun ske skriftligt til kassereren. Fratræder man sin stilling, udmeldes man automatisk af Rejseringen. Hvis man er ansat den 30. april, kan man deltage i den førstkommende generalforsamling uden stemmeret. Dette gælder ikke efterlønsmodtagere og pensionister.
§4 – Kontingent.
Medlemskontingentet, der fastsættes hvert år på generalforsamling, opkræves samtidig med kontingentet til Molestiens Kunst- og Kulturforening.
Ved ændring af kontingentet kræves 2/3 af de repræsenterede rejseringsmedlemmers stemmer.
§5 – Regnskab.
Regnskabet, (regnskabsåret er fra den 1. maj til 30. april) revideres som Molestiens Kunst- og Kulturforenings regnskab og forelægges på dennes ordinære generalforsamling.
§6 – Lodtrækning.
Stk. 1. Den disponible kapital udloddes hvert år senest på Molestiens Kunst- og Kulturforenings ordinære generalforsamling med én gevinst på kr. 5.000,00 – to på kr. 4.000,00 – to på kr. 3.000,00 og så mange gevinster på kr. 2.000,00, der herefter er mulighed for. Et eventuel overskydende beløb overføres til næste år.
Stk. 2. Lodtrækningen finder sted under kontrol af det af Molestiens Kunst- og Kulturforenings generalforsamling valgte kontroludvalg.
Stk. 3. I lodtrækningen deltager de personer (gælder også pensionister), der har været medlem i hele det foregående regnskabsår, og som har indbetalt kontingent til Rejseringen herfor.
Stk. 4. Et medlem udgår af lodtrækningen i 2 år efter at have vundet en gevinst på kr. 5.000,00, kr. 4.000,00 eller kr. 3.000,00 og i 1 år efter at have vundet en gevinst på kr. 2.000,00.
stk. 5. For et års medlemskab nedlægges en lodseddel i en pulje, for to års medlemskab to lodsedler osv., således at chancen for gevinst stiger i forhold til medlemskabets varighed. Disse bibeholdes, indtil man har vundet. Man kan kun vinde én gang i aftenens lodtrækning.
Stk. 6. Når retten til deltagelse i lodtrækningen på ny indtræder, deltager den pågældende med 1 lod og yderligere lodder opspares igen efter bestemmelserne i stk. 5.
Stk. 7. Når et medlem, efter at have vundet en gevinst, ikke deltager i den årlige lodtrækning i 1 eller 2 år, kan udmeldelse af foreningen ikke finde sted, før denne karenstid er udløbet, med mindre medlemmet straks ved udmeldelsen betaler det fulde kontingent til Rejseringen for den resterende del af karenstiden, jf. dog § 3, stk. 2. Gevinsten kan ikke overdrages til andre medlemmer.
§7. Ændring af vedtægterne og foreningens opløsning.
Ændring af vedtægterne og opløsning af foreningen sker efter de i Molestiens Kunst- og Kulturforenings vedtægter indeholdte regler herom.
Vedtaget på generalforsamlingen den 28. maj 2026 og træder i kraft efter denne dato.
